Angst er efterhånden blevet en folkesygdom. Jeg oplever i mit arbejde flere og flere børn, unge og voksne, der kæmper med angst, der griber ind i deres hverdag på en måde, som gør det bliver svært at have overskud til at gøre de ting, der er nødvendige for at bevare eller få et godt liv.
De oplever, at det bliver svært at træffe beslutninger, at være sammen med andre, at stå i sig selv, ja blot det at være til føles udfordrende. Og herfra bliver det umuligt at præstere eller være i det der kræves i samfundet som det fungerer i dag.
Der kan være mange forskellige årsager til at mennesker oplever angst på et niveau, der er ødelæggende. Men uanset årsag til at angsten får magt, så er betingelsen for at kunne slippe ud af angstens favntag, at man lærer at omfavne det farlige og kunne adskille sig selv fra angsten. Angst er en følelse, der opstår i os, men opfattes i situationen ofte som det vi er. Angsten træder ind og vi træder ud af os selv og lader den overtage. Når vi gør det, kan vi ikke mærke andet end angsten og lader os styre af den.
Men hvis vi er i stand til at se angsten som en følelse, der kommer og går, og at vi faktisk er der både inden den kommer, mens den er der og efter den er gået, så får vi gradvis bedre og bedre mulighed for at skifte fokus. Når vi er identificeret med følelsen af angst er vi meget oppe i hovedet, men hvis vi lærer at komme ned i kroppen og mærke den kan vi gribe fat i os selv igen og grounde os.
Vi kan aldrig helt vide, hvad der sker i livet, men vi kan lære at mærke os selv på en måde, der gør os i stand til handle og passe så godt på os selv, som det er muligt. På den måde kan vi undgå at spænde ben for os selv og for at udfolde det potentiale, vi ofte har gemt indeni.
Ud fra min erfaring er sang et genialt redskab til at lære sig selv bedre at kende og komme hjem i sig selv. Igennem sangundervisning opdager vi, at vi kan finde hjælp og støtte i vores krop til at udtrykke os selv. Vi får mulighed for at opdage ukendte styrker og derved lære os selv at kende på ny og skabe et indre fundament at være fra. Vi lærer så at sige at stå i os selv og stå ved os selv.
Vi får gennem det helt konkrete arbejde med at udtrykke os gennem sang hjælp til at opdage, at vi ikke er de etiketter og mærkater et samfund eller kultur måtte sætte på os. Ej heller er vi de mærkater vi har fået tildelt os selv. Vi opdager, at vi er meget mere og meget større end vores følelser og bliver bedre til at navigere os selv gennem svære følelser som fx angst.
I vores samfund er der blevet tradition for at bruge medicin som middel til at bekæmpe nærmest alt, der føles ubehageligt og som forstås som noget, vi ikke selv kan kontrollere.
Det kan være nødvendigt i kortere perioder, men det er som et plaster på såret og ledsages af bivirkninger, hvis det er det der tys til, hver gang angst opstår. I stedet kan vi lære at takle det meste angst uden medicin og med den kæmpe fordel at få et mere autentisk forhold til os selv og vores grænser og ikke mindst en mulighed for at udfolde hidtil uopdagede, usete kvaliteter og talenter.

Book et kort møde
100% Gratis og uforpligtende
Lad os tale om hvad der føles vigtigt for dig og de ønsker du har for at gå til sang eller musik undervisning. Her vil der samtidig være rig mulighed for at stille alle de spørgsmål du måtte have, så du får en helt klar fornemmelse af om True Voice er det rette sted for dig at starte din musikrejse.
Skriv til mig (sofia@truevoice.dk) eller ring på tlf. 20951640 ...så finder vi en tid der passer dig.